Udsigt mod det sydligeværft med bedding og savgrav

Hendrich Hansens skibsværft i Svaneke

En ganske lille, men velstående, by med en stor industri. Sådan var Svaneke engang. Skibsværfterne summede af liv, og havnen var fuld af de mange købmandsgårdes handelsskibe, der lagde til i hjemhavnen under deres evindelige rejser i Østersøen, Atlanten og Middelhavet. Fra Nordkap til Messina, fra Sct. Pedersborg til Newcastle. Svaneke var en livlig by med mange tungemål og eksotiske varer. Dengang.

Af Poul Friis

Engang genlød Svaneke af kalfatrehammernes rytme, kranernes knagen, arbejdsmænds råb og skibsklokkens klang ved fyraftenstid og holdskifte på byens tre bådebyggerier.

Svaneke var i midten af 1900-tallet, næst efter Rønne, centrum for bornholmsk skibsbyggeri og hundredvis af skibstømrer, riggere og arbejdsmænd sørgede for at det ene store sejlskib efter det andet rejste sig på skibsbyggerpladserne.
Og skibene fra Svaneke havde et særligt ry for godt, gedigent og kunstfærdigt håndværk, som Bornholms Avis kunne berette i 1852.

En stor del af æren for det havde Hendrich Hansen. Han kom til tilbage til byen i 1850 efter at have været til søs og senere lært skibsbyggerfaget, først på Orlovsværftet på Holmen i København og efterfølgende hos skibsbygger Bech i Rønne.

Hendrich blev den første uddannede skibsbygger i byen, selvom konsul Jens Müller Nansen gennem flere år havde givet sig af med faget og havde mange nybygninger bag sig. Det viste sig hurtigt, at den nye mand havde styr på tingene og to år efter overtager han faktisk Nansens værft på den nordre side af den dengang meget lille havn.

Et klondike Udtrykkene 'værft' og skibsbyggeri' lyder måske af store industribygninger, beddingsanlæg, kontorer og voldsomme stationære kraner, men sådan var det imidlertid ikke. Værftet bestod blot af den bare plads, hvorpå kølen blev lagt og skibet bygget op. Skure, trækraner, dampkasser etc. blev bygget op til lejligheden og nedrevet igen, når der ikke var brug for dem, eller når de brædder og bjælker de var bygget af skulle bruges til nybygningen.

Værftet voksede og svandt med andre ord i takt med det enkelte skibsbyggeri. En enkelt fast installation fandtes dog ved det sydlige værft, hvor der var gravet en stor grøft, så skibsbyggerne kunne bruge deres lange tomandssave både oppe og nedefra.

Pladsen, hvor Hendrich Hansen byggede sine store skibe, eksisterer ikke mere. Den lå hvor den nuværende yderhavn er i dag, neden for Siemsens Gård, hvor konsul Nansen i øvrigt havde sin private bopæl. Det var ganske belejligt, da Hendrich gik i gang med sit livs største opgave, nemlig bygningen af en tremastet bark til grosserer Heering i København.

Kirsebærlikør Peter F. Heering, der var blevet en velhavende mand på skibsfart og en gammel opskrift på kirsebærlikør, havde fået bygget hele sin flåde på ni skibe i Svaneke, først og fremmest hos Nansen og nu, hvor han bestilte sit største skib, det der skulle blive firmaets flagskib, Svanen, bad han igen Nansen om være tilsynsførende under byggeriet og styre såvel logistik som økonomi.  

Det skulle vise sig at være en heldig kombination: Hendrich kunne koncentrere sig om byggeriet mens konsulen sikrede ham, at materialerne var klar, når de skulle bruges. At det ikke var en let sag, i sær ikke med den tids kommunikationsmidler, fremgår af den aktivitet, der var i havnen i det halvandet år byggeriet af Svanen stod på.

Et stort puslespil Fra 'Hunter & Erighswen' i Newcastle kommer jernstænger, fra 'L.P. Berg' i Karlshamn kommer tømmer ført over af skipper Otte Thorsen fra Svaneke, der hjemtages både eg og bøg fra Sverige foruden 6000 fyrnagler.

På en auktion på Gotland havde Nansens købt et bovspryd og seks master i varierende længer mellem 36-70 fod fra en stranding. Tovværket kommer fra 'Jacob Holm og Sønner' i København. I juni kommer Smidterederiets 'Sarbine' med mere tømmer til bordlægning, dæksbjælker og garnering.

Et par måneder efter kommer der mere tømmer fra Karlshamn, denne gang til kølsvin, dæksbjælker, waterbord etc. Fra 'J.S.Hald' i Randers kommer 3 ankre og 2 ankerkæder.

I efteråret leveres der egedæksbjælker fra 'N. Fritzner' i Stettin og fra ”Drewsen” i Wismar ankommer 8689 galvaniserede spir og bolte. I december yderligere 840 8” bolte og 500 klinkeringe. I løbet af foråret ankommer mere tømmer fra Karlshamn., denne gang også skibets rær og bomme.

Drejermester Avenstrup (som havde tegnet barken) sender for 400 rigsdaler blokke og Heerings eget skib, 'Flink' anløber Svaneke på rejse fra Viborg i Finland til Malaga med tovværk og linegods. Også briggen Thorvald anløber Svaneke med mere tovværk og løbende gods til nybygningen.

Endelig sørger sejlmager Bang i København for leverancen af alle sejl og øvrigt sejldug. Skibets chalup, gig og jolle bliver bygget lokalt hos byens snedker, H.C. Lund.

Det er ikke svært at forstå, at der her har været brug for en ganske særlig erfaring og god forudseenhed for at få sådan et byggeri til at klappe, vel at mærke uden brug af telefoner og internet.

På klamp At Svanen blev bygget efter tegninger og detaljerede byggebeskrivelser var en undtagelse i arbejdsrutinerne hos Hendrich Hansen. Normalt byggede man endog store skibe på 'gehør' og fornemmelse og efter mester og skibsbyggersvendenes erfaring. Den slags hed at bygge og hugge 'på klamp' og var altså lige det stikmodsatte af, hvad man lægger i betydningen af 'klamphuggeri' i dag. Den gang krævede det både håndelag og viden at bygge uden tegninger og millimeterpapir.

Hoveddimensionerne hentede man fra en klodsmodel der var bygmesterens egentlige skat. Ud fra den model, der kunne deles i horisontale lag kunne man mål op og gange ud til den ønskede skrogstørrelse. Klodsmodellen kunne bruges til stort set alle typer sejlskibe og det stod enhver frit for at ekstemporere over f.eks. stævn og hæk eller lønningens kurve. Derfor blev skibene alligevel meget forskellige.

Stormfloden 1872 Med bygningen af Svanen i 1858 havde grosserer Heering fået skibe nok, men Hendrich Hansen fortsatte med skibsbyggeriet. Han leverede dusinvis af skibe til lokale storkøbmænd som familien Smidt, der blev storaftager af skonnerter og jagter i de efterfølgende år.

De blev til 'frugtfarere', der gik i næsten fast rutefart mellem Sct. Petersborg og Messina på Sicilien, med afstikkere til Nordkap efter klipfisk og til Newcastle efter kul. Jagterne eksporterede især saltsild til Nordtyskland. Et voldsomt afbræk i såvel handel som skibsbyggeri kom imidlertid i 1872, da stormfloden hærgede havnen på voldsomste vis.

Den efterfølgende renovering af havneværkerne betød, at det nordlige værft måtte vige pladsen for det nye yderbassin og Hendrich havde så kun den sydlige byggeplads af gøre godt med. Her får han dog etableret en ny ophalerbedding og fortsætter sit virke indtil han dør i 1891 og skibsbyggervirksomheden ophører.

Hendrich Hansens eneste barn, datteren Margrethe blev gift med sin fætter, der ganske vist også er bådebygger, men han vil hellere fortsætte sin fades virksomhed med at bygge mindre fiskerbåde på det, der hed stranden indenfor skærgården mellem havnen og fyret, men det er en helt tredje historie, der må fortælles en anden gang.

Kilder:
Poul M. Sonne: Svaneke, handel, søfart, skibsbygning, Svanekes Venner 2000
Harald Lind: Hendrich Hansen, et hundredeårsminde på Svaneke havn, Jul på Bornholm 1950
Hansaage Bøggild: Etatsrådindens Pengekiste, Jul på Bornholm 1972
Robert Egevang Svaneke Bys historie, Svanekes Venner1986 (Th. Lind 1955)
Egmont H. Petersen: Peter F. Heering, 1943